HVILKEN BETYDNING FÅR BREXIT FOR DIN VIRKSOMHEDS HANDEL MED STORBRITANNIEN?

article banner - brexit

Hvilken betydning får Brexit for din virksomheds handel med Storbritannien?

Storbritannien forlader EU 31. januar 2020. Læs om, hvilken betydning Brexit får for din virksomheds handel med Storbritannien.

EU og Storbritannien er blevet enige om en udtrædelsesaftale, der skal sætte betingelserne og reglerne for, hvordan Storbritannien forlader EU. 31. januar forlader Storbritannien EU, og herefter er der en overgangsperiode fra 1. februar 2020 til 31. december 2020.

I overgangsperioden er reglerne for samhandel mellem EU og Storbritannien uændrede. For danske virksomheder betyder det, at der ikke vil være told på varer fra Storbritannien, og at de kan handle med Storbritannien uden at være registreret som importør og/eller eksportør.

Fra 1. januar 2021 skal danske virksomheder følge de generelle regler for tredjelande (lande uden for EU) ved handel med Storbritannien, medmindre EU og Storbritannien inden da har indgået en aftale om andet. Det kan få stor betydning for din virksomheds told-, skatte-, afgifts- og momsforhold, og det kan kræve forberedelse inden 1. januar 2021.

For at hjælpe din virksomhed stiller Toldstyrelsen en række vejledningstilbud til rådighed:

skat.dk/brexit

På skat.dk/brexit kan du få et overblik over de relevante regler og vejledninger, der er på told-, moms-, afgifts- og skatteområdet for handel med tredjelande.

Brexit-hotline

Har du spørgsmål om handel med Storbritannien efter Brexit, kan du ringe til Toldstyrelsens Brexit-hotline på 7222 1212.